batteribrand

Hvordan opstår batteribrande, og hvorfor er de svære at slukke?

Der findes efterhånden mange elcykler og andet batteridrevet udstyr i Danmark. Jo mere udstyr, der bruger litium-ion-batterier, jo større er risikoen for brand. Men hvad er batteribrande egentlig, og hvordan opstår de? I denne artikel gennemgår vi forskellen på en batteribrand og en almindelig brand, og hvorfor brande i litium-ion-batterier er så svære at slukke.

Hvad er en ‘batteribrand’?

En batteribrand er betegnelsen for en særlig type brand, der forårsages af genopladelige litium-ion-batterier. Batteribrande kan udvikle sig meget hurtigt, nå ekstremt høje temperaturer og være vanskelige at slukke.

 

Hvordan opstår en batteribrand?

Batteribrande kan opstå af forskellige årsager, f.eks. hvis man benytter et batteri, der er defekt, eller hvis batteriet kortslutter under opladning. Dyb afladning, overopladning og fysiske skader kan også resultere i, at batteriet selvantænder.

Når et litium-ion-batteri antændes, sker det ofte pludseligt, og branden kan hurtigt sprede sig til omgivelserne eller til andre batterier. Læs mere om, hvad der sker, når et Li-ion-batteri brænder.

 

Derfor kan batteribrande være farlige

Batteribrande kan være farlige, fordi de ofte opstår pludseligt og udvikler sig hurtigt. En brand forårsaget af et litium-ion-batteri kan stige til over 1400 °C på kort tid. Ud over den ekstreme varme, kan branden også udlede røg, som er sundhedsskadelig, og korroderende kemi som flussyre.

 

Er der mange batteribrande i Danmark?

Ja, hvis man ser på stigningen i antallet af batteribrande. I 2024 blev der registreret 143 brande i litium-ion-batterier. Det er næsten en tredobling siden 2020. Omkring 40% af brandene opstår i mindre batteridrevne apparater som mobiltelefoner, robotstøvsugere, elcykler og elløbehjul.

batteribrand
Det kan have alvorlige konsekvenser, når der går ild i litium-ion-batterier. F.eks. kan bygninger brænde ned.

Forskellen på en batteribrand og en almindelig brand

Der er stor forskel på en batteribrand og en ’almindelig’ brand, f.eks. en husbrand. Litium-ion-batterier har en kemisk sammensætning, der gør, at branden ikke umiddelbart kan slukkes med gængse midler som brandtæppe, skum eller vand.

En almindelig brand kræver ilt udefra for at brænde. Hvis man fjerner ilten ved f.eks. at bruge et brandtæppe eller en CO2-slukker, gør branden ud. Ved en batteribrand producerer batteriet selv sin egen ilt. Derfor kan branden ikke kvæles, men skal køles massivt ned for at kunne slukkes.

 

Hvorfor er batteribrande svære at slukke?

Det er kemien i Li-ion-batterier, der gør, at en batteribrand kan være ekstremt vanskelig at slukke. Den termiske kædereaktion, som sker når batteriet selvantænder, er selvforstærkende og derfor stort set umulig at kontrollere. Ofte er den eneste mulighed derfor at lade branden brænde ud.

Når batteriet brænder, genererer det selv kontinuerligt den ilt, der holder branden i live. Derfor nytter det heller ikke at forsøge at kvæle ilden med et brandtæppe eller skum. Vand kan i nogle tilfælde bruges til køling.

En anden udfordring er, at batterierne kan genantænde. Det vil sige, at et litium-ion-batteri kan blusse op igen, selvom flammerne tilsyneladende er slukket. Det gør batteribrande ekstra vanskelige at håndtere.

 

Hvad er konsekvenserne ved en batteribrand?

En batteribrand kan have alvorlige konsekvenser, hvis den ikke opdages i tide. Bygninger med inventar kan brænde ned til grunden, og det kan have store økonomiske implikationer. I de mest alvorlige tilfælde kan branden også involvere personskade.

Brændende litium-ion-batterier kan udskille tungmetaller samt kulilte og flussyre, der er giftigt og svært korroderende. Dampe og røg herfra er sundhedsskadeligt at indånde. Under slukningsarbejdet kan der desuden opstå miljøskader, fordi vandet fortynder syrerne, så de kan sive ned i jorden.

Et eksempel på en alvorlig batteribrand er branden i det gamle rådhus i Hørup på Als. Her opstod en brand i batteriet til en elcykel, der stod parkeret udenfor. Konsekvensen var, at to bygninger brændte ned til grunden.

brandsikkert batteriskab
Batterier kan opbevares og oplades i brandsikre skabe for at forebygge risikoen for brand.

Hvordan forebygger man batteribrande?

For at forebygge brand i li-ion-batterier bør du bruge originale opladere, undgå overopladning og oplade batterierne på faste, ikke-brændbare underlag. Beskyt også batterierne mod fysiske skader, frost og fugt, og opbevar dem ved stuetemperatur. Læs mere om, hvordan du undgår brand i Li-ion-batterier.

 

Risikoen for batteribrande er stigende

Risikoen for flere batteribrande i fremtiden er stigende. Årsagen er, at der kommer mere batteridrevet udstyr ind i private hjem, hos virksomheder og offentlige institutioner. Jo mere udstyr med litium-ion-batterier, der findes, jo større er risikoen for brand.

Har din virksomhed eller institution brug for sikker opbevaring eller opladning af litium-ion-batterier? Så kontakt os gerne for rådgivning om, hvilken løsning, der passer bedst til jeres behov. Eller se udvalget af brandskabe til batterier.