HE25 pengeskab med elektronisk kodelås

Pengeskabsguiden: Sådan vælger du det rigtige pengeskab

Er du i tvivl om, hvilket pengeskab du skal vælge? Skal det f.eks. være brandsikkert, have en kodelås eller være forsikringsgodkendt? Og hvad er egentlig det ‘bedste’ pengeskab på markedet? Få alle svarene – og meget mere – i vores pengeskabsguide.

Hvad er et ‘pengeskab’?

Et pengeskab er et indbrudssikkert skab til opbevaring af værdigenstande.

Skabet beskytter dine ting i tilfælde af indbrud, fordi det er konstrueret på en måde, der gør det så svært som muligt for tyven at bryde det op. Nogle pengeskabe kan også beskytte i større eller mindre grad mod brand.

Mange bruger også termerne ‘værdiskabe’ og ‘sikringsbokse’ som synonym for pengeskabe. Den korrekte fællesbetegnelse er dog ‘sikringsskabe‘. Denne betegnelse omfatter alle typer skabe til værdiopbevaring, herunder også pengeskabe.

 

Hvilke typer pengeskabe findes der?

Der findes mange forskellige typer sikringsskabe på markedet. Men overordnet kan de inddeles i to hovedkategorier: indbrudssikre og brandsikre skabe.

 

1) Indbrudssikre skabe

Indbrudssikre skabe er først og fremmest beregnet til at beskytte dine genstande imod at blive stjålet. Det kan f.eks. være dine kontanter, smykker, digitalkamera, computer, nøgler og lignende.

Indbrudssikre skabe inddeles i forskellige sikkerhedsklasser i grades fra 0 til 13. Et indbrudssikkert skab beskytter normalt ikke mod brand (medmindre det også har en brandgodkendelse).

Af samme årsag vil mange forsikringsselskaber heller ikke dække tabet ved en brand, hvis du opbevarer tingene i et indbrudssikkert skab. Brug derfor aldrig et almindeligt pengeskab til at sikre dokumenter og lignende mod brand.

 

Eksempler på indbrudssikre skabe:

  • Pengeskabe – Bruges oftest til kontanter, smykker, bærbar computer og andre værdigenstande af høj værdi.
  • Værdiskabe/bokse – Bruges til opbevaring af alt fra pas til personlige smykker og mindre ting af affektionsværdi.
  • Deponeringsbokse – Bruges oftest i detailhandlen til deponering af dagens omsætning eller andre pengebeløb. Sikrer at kontanterne er utilgængelige under et røveri.
  • Våbenskabe – Bruges til lovpligtig opbevaring af geværer, pistoler samt andre hånd- og skydevåben.
  • Nøgleskabe/bokse – Bruges til at opbevare, deponere eller overlevere nøgler. Benyttes ofte i autobranchen og til bygningsadministration.
  • Computerskabe – Bruges til opbevaring af bærbare computere, tablets og andet it-udstyr. Fås også ofte med strøm til opladning af udstyret.
pengeskab på et kontor
Et pengeskab med kodelås kan bruges til opbevaring af alt fra it-udstyr til kontanter.

2) Brandsikre skabe

Brandsikre skabe er designet til at beskytte dine ting under en brand. Det drejer sig især om dokumenter og elektroniske medier, da de er særligt sårbare over for høje temperaturer. Et brandsikkert skab er typisk i stand til at modstå en brand i 30, 60, 90 eller 120 minutter.

Et skab, der er brand- men ikke indbrudsgodkendt, beskytter dog ikke mod indbrud. Selvom det ser robust ud, betragter forsikringsselskaberne det ikke som en indbrudssikker løsning. I deres øjne svarer det til at lægge computeren i en skrivebordsskuffe – fordi en indbrudstyv hurtigt kan åbne brandskabet med håndværktøj.

Af samme årsag vil mange forsikringsselskaber heller ikke dække tabet ved et indbrud, hvis du opbevarer tingene i et brandsikkert skab. Brug derfor aldrig et skab, der kun er brandgodkendt til at tyverisikre dine værdier.

 

Eksempler på brandsikre skabe:

  • Brandsikre pengeskabe – Bruges til at sikre alt fra kontanter, computer og dokumenter mod både indbrud og brand.
  • Dokumentskabe – Bruges til brandsikker opbevaring af vigtige papirer, f.eks. skøder, testamenter og dokumenter med personfølsomme oplysninger.
  • Datamedieskabe – Anvendes til brandsikker opbevaring af datamedier, herunder USB-stik, eksterne harddiske og andre elektroniske medier.
  • Batteriskabe – Bruges til at opbevare brandfarlige Litium-batterier. Fås også med strøm til opladning af batterierne, og er som regel brandsikre både indvendigt og udvendigt.
en mand tager dokumentmapper ud af et brandsikkert pengeskab
Et forsikringsgodkendt pengeskab er ikke nødvendigvis modstandsdygtigt over for brand.

8 punkter du bør overveje, når du vælger et pengeskab

Herunder får du 8 konkrete punkter, du bør overveje, når du skal vælge det rigtige pengeskab. Efter du har gennemgået dem, vil du være meget klogere på, hvad du skal kigge efter.

 

1) Certificering og godkendelse

Hvor sikkert skal dit skab være? Skal det også beskytte dine ting mod brand? Der findes mange forskellige certificeringer, når det kommer til pengeskabe. Jo mere sikkert, dit skab skal være, jo højere en sikringsklasse, bør det have.

Forstå forskellen på godkendte og ikke-godkendte skabe her:

 

Forsikringsgodkendte pengeskabe

Forsikringsgodkendte pengeskabe giver dig den bedste beskyttelse mod indbrud. Et skab er nemlig kun godkendt, når det opfylder en række kriterier og sikkerhedsstandarder, som er fastsat af forsikringsbranchen. De sikrer, at skabet beskytter tilstrækkeligt mod indbrud.

For at blive godkendt gennemgår pengeskabet først en certificeringsproces, hvor det testes ud fra nogle faste standarder. Standarderne er et udtryk for de tekniske krav, som skabet skal leve op til.

Når skabet har bestået en række forskellige test og opfylder de påkrævede standarder, får det et certifikat. Det bliver også indbrudsklassificeret efter sikkerhedsgrader, der specificerer, hvor lang tid skabet kan modstå indbrudsforsøg.

Den største fordel ved et certificeret og forsikringsgodkendt skab er, at forsikringsselskabet som regel vil dække tabet, hvis en tyv får brudt skabet op og slipper afsted med dine ejendele.

 

Ikke-godkendte pengeskabe

Pengeskabe, der ikke er godkendte, har ikke et certifikat. Det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at det er en ringere løsning. Men du bør være opmærksom på, at din forsikring ikke nødvendigvis vil dække tabet ved et indbrud, når skabet ikke er certificeret.

låserigler på et forsikringsgodkendt pengeskab
Et pengeskab skal leve op til en række certificeringskrav, før det får et certifikat – og før de fleste forsikringsselskaber vil dække tabet ved et indbrud i skabet.

2) Størrelse

Hvor stort skal dit pengeskab være? Måske er du begrænset af den plads, du har til rådighed, fordi skabet skal stå et bestemt sted. Størrelsen kommer også an på, hvor mange ting, du skal have plads til i skabet.

Bemærk også, at dit pengeskab altid vil være mindre indvendigt end det er udvendigt. Husk derfor at se på skabets indvendige mål (også kaldet ‘lysåbning’), når du sammenligner størrelsen på forskellige skabe.

 

3) Konstruktion

Har du brug for et robust pengeskab i stål, eller kan et tyndpladeskab klare opgaven? Og hvor robust er døren – og kan den holde til mange års brug?

Vær også opmærksom på, hvor kraftige låseriglerne, der holder skabet lukket, er, samt hvor meget skabet vejer. Jo tungere skabet er, jo sværere vil det være for en indbrudstyv at flytte rundt på eller tage med ud af bygningen.

 

4) Indretning

Hvordan skal skabet være indrettet? Indretningen kan gøre en stor forskel for, hvor nemt dit pengeskab er at bruge, både nu og i fremtiden. Flytbare hylder er f.eks. en fleksibel løsning, der gør det muligt at justere indretningen, hvis dine behov ændrer sig.

Nogle pengeskabe kan også fås med specialindretning, f.eks. med LED-lys, nøglekroge, deponeringsskuffe, dørlomme eller strømudtag, så du kan oplade telefonen eller computeren i skabet.

et forsikringsgodkendt pengeskab i et privat hjem
De fleste pengeskabe er lavet i et neutralt design, der både passer ind i private hjem og på kontoret.

5) Lås

Hvilken lås skal dit pengeskab have? Ved nogle skabe kan du selv vælge, hvilken lås, du foretrækker, mens andre skabe kommer med en indbygget lås som standard. De mest populære låseoptioner er: FAS-nøglelås, RUKO-lås og elektronisk kodelås.

Nogle pengeskabe kan også fås med adgangskontrol via RFID-chip, også kaldet Salto-lås. Det er en chip, der sidder i et nøglekort, som holdes hen på låsen og dermed åbner skabet. Dette er dog ofte en specialløsning.

 

Pengeskabe med nøglelås

Nøglelåsen kaldes også ’FAS-nøglelås’ eller ’almindelig pengeskabslås’. Det er udtryk for det samme. Mange pengeskabe kommer som standard med denne låsetype. Her får du typisk to nøgler med, når du køber skabet.

Nogle værdi- og pengeskabe kan også fås forberedt til RUKO-nøglelås. Det betyder, at skabet ikke har nogen lås installeret, når det bliver leveret. Men det er forberedt til, at din egen låsesmed kan installere en RUKO-nøglelås efterfølgende.

Det smarte er, at du kan få sat det nøglesystem i RUKO-låsekassen, som du allerede bruger. Det vil sige, at du f.eks. kan bruge den samme nøgle til at åbne skabet, som du bruger til at låse dig ind på kontoret med. Alternativt kan du få lavet et separat RUKO-låsesystem, der kun passer til pengeskabet.

Et pengeskab med nøglelås er praktisk, hvis kun få personer skal have adgang til skabet. Det kunne f.eks. være dig selv og en anden kollega. Ulempen er, at du skal holde styr på nøglen. Hvis den bliver væk, kan du ikke få adgang til skabet igen.

 

Pengeskabe med kodelås

Pengeskabe med elektronisk kodelås er de mest populære. Låsen fungerer ved hjælp af et batteri, som åbner og lukker låseriglerne.

Kodelåsen er forskellig, alt efter hvilket skab du vælger. Nogle skabe giver kun mulighed for at kode nogle få brugerkoder ind, mens andre giver op til 99 individuelle brugerkoder. De har dog alle en masterkode, som er dén, du bruger, hvis skabet skal kodes om, f.eks. hvis en bruger har glemt sin kode.

Kodelåsen er en smart løsning, hvis der er mange, som skal bruge skabet. Det gør det nemt at administrere koder og for de pågældende at få adgang. De fleste pengeskabe med kodelås kommer også med en nødnøgle i tilfælde af, at batteriet løber tør for strøm.

HE25 pengeskab med elektronisk kodelås
Med en elektronisk kodelås slipper du for at holde styr på en nøgle til dit pengeskab.

6) Pris

Hvad er dit budget? Et dyrere skab er som regel mere tyverisikkert, fordi godkendelsen trækker prisen op. Det samme gør størrelsen. Jo mere stål, der skal bruges til at producere skabet jo dyrere vil skabet ofte være.

Hvis risikoen for indbrud er stor, er det vigtigt, at du ikke går på kompromis og investerer i et skab, bare fordi det er billigt. Omvendt er der ingen grund til at kaste en masse penge efter et dyrt, tonstungt skab, hvis du blot skal opbevare nogle få småting i skabet, og der er minimal risiko for, at de bliver stjålet.

 

7) Installation

Hvem skal stå for levering og installation? Pengeskabe leveres som regel på en palle til fortovskant. Det betyder, at du selv har ansvaret for at sætte skabet ind på plads og fastgøre det til en væg eller til gulvet.

Du skal helst fastgøre dit pengeskab til gulv eller vægge lavet i beton, mursten eller andre faste bygningsdele. Et pengeskab leveres som regel med forborede forankringshuller i bunden eller bagvæggen til formålet.

Overvej derfor, om du selv skal bære skabet ind og fastgøre det, eller om du foretrækker at få det leveret og installeret af en montør.

 

8) Garanti

Hvilken garanti får du på skabet? Vær opmærksom på, hvordan du er dækket, hvis noget går galt med dit pengeskab. Kan du f.eks. ringe til leverandøren og få hjælp, hvis din kodelås pludselig ikke vil åbne skabet?

Det gælder også, hvis du har brug for service på skabet i fremtiden, herunder udskiftning af batteri i kodelåsen eller opgraderinger.

en mand ved et skrivebord på et kontor kigger på et pengeskab
Et indbrudssikkert pengeskab bør altid fastgøres til gulv og/eller væg. Det giver den bedste beskyttelse mod indbrud i skabet.

Her er det bedste pengeskab

Så hvad er det ’bedste’ pengeskab? Nogle ville sige, at det bedste skab på markedet er dét, der er mest indbrudsikkert. Men der findes ikke et universelt skab, der overordnet er ‘det bedste’. Derfor er det bedste pengeskab… dét, der passer til dine behov.

Brug punkterne herover til at overveje, hvad der er vigtigt for dig og vælg så det skab, der matcher dine krav til pris, indretning, certificering og så videre. På den måde ender du med det bedste pengeskab – for dig.

Har du brug for rådgivning om pengeskabe?