brand på grund af batterier

Sådan kan et batteriskab forebygge batteribrande i din kommune

Bruger din kommune også el-cykler, haveredskaber eller andet batteridrevet udstyr? Så bør brandforebyggelse være en prioritet. Konsekvenserne ved en batteribrand kan nemlig være massive: bygninger, der brænder ned til grunden og alvorlig personskade. Det kan et brandsikkert batteriskab dog forebygge.

Litium-ion-batterier er brandfarlige

Li-ion-batterier findes i et hav af udstyr, der bruges dagligt i enhver kommune. Det kunne f.eks. være: haveredskaber, droner, rengøringsmaskiner og el-værktøj (hvis hjemmeplejen suser rundt på el-cykler, er det også Li-ion-batterier, der agerer motor).

Problemet er dog, at batterierne er brandfarlige. Under visse forhold kan de blive ustabile og selvantænde på ganske kort tid. Derfor er forsvarlig opbevaring og opladning en højaktuel udfordring ude i kommunerne.

Det skete f.eks. i april i år, da et batteri til en elcykel, der stod til opladning på fjerde sal i en beboelsesejendom i København, brød i brand. Tre opgange måtte evakueres på grund af branden, der hurtigt spredte sig til bygningens tag. Heldigvis kom ingen personer til skade, fordi branden hurtigt blev opdaget.

 

En batteribrand har store konsekvenser

Når et Li-ion-batteri selvantænder, sker det lynhurtigt – og det er næsten umuligt at stoppe, når det først brænder. Derfor kan konsekvenserne af en batteribrand også være store.

Forestil dig f.eks. omfanget af skaderne, når skoler, sportshaller eller andre bygninger brænder ned til grunden. Det koster selvsagt mange økonomiske ressourcer at udbedre skader og erstatte inventar (for ikke at tale om al den arbejdstid, der skal bruges på dokumentation eksternt og internt i kommunen).

Der er dog endnu en væsentlig grund til at brandsikre Li-ion-batterier. De udvikler nemlig giftige dampe, når de brænder. Røgen er sundhedsskadelig, og syrerne fra batteriet kan desuden forårsage miljøskader, hvis de siver ned i jorden under slukningsarbejdet.

batteribrand i hus
Når et Litium-ion-batteri antænder, er det næsten umuligt at slukke. Derfor kan en brand startet af f.eks. et cykelbatteri have fatale konsekvenser.

“Kreative” opbevaringsløsninger øger brandfaren

Ude i kommunerne ser man desværre mange “kreative” løsninger, når det gælder opbevaring og opladning af Li-ion-batterier. Et eksempel er børnehavens el-cykel, der bliver trukket ind i gangen, så den kan oplades i tørvejr, eller opbevaring af batterier i et koldt og fugtigt rum.

Det gælder også, når medarbejderne skal opbevare batteriet til deres egen el-cykel i arbejdstiden. Det ses f.eks. ofte, at batteriet ligger i en vindueskarm på kontoret eller på en hylde ude i gangen. Men det er uhensigtsmæssigt, hvis batteriet pludselig antænder.

Forkert opladning og håndtering af Li-ion-batterier øger også brandfaren. Der er nemlig størst risiko for, at batterierne selvantænder, hvis de får fysiske skader, udsættes for store temperaturudsving eller der bliver brugt en fejlagtig opladningsmetode.

el-cykel og brandsikkert batteriskab
Hvis medarbejderne tager et cykelbatteri med ind i bygningen, bør det opbevares i et brandsikkert batteriskab. Det er praktisk, og så øger det brandsikkerheden.

Sådan reducerer batteriskabe risikoen for brand

Den ideelle løsning til opbevaring og opladning af Li-ion-batterier indendørs er et brandsikkert batteriskab. Batteriskabe er nemlig godkendte til at modstå brand, både indvendigt og udvendigt. Samtidig er det praktisk, at personalet også kan opbevare batteriet til deres private elcykel i skabet i arbejdstiden.

Et batteriskab kan bugseres ud af bygningen, fordi soklen er konstrueret, så skabet kan flyttes. Det sikrer, at beredskabet nemmere kan isolere branden. Samtidig opsamler en væsketæt bundplade lækage fra batteriets kemi, så det ikke spreder sig til det omkringliggende miljø.

Mange skabe kan også kobles sammen med et fjernmeldermodul, der advarer via SMS ved røg eller varmeudvikling. Det betyder, at beredskabet har tid til at reagere, så omfanget af branden (og skaderne ved slukningsarbejdet) kan begrænses.

brandsikre batteriskabe i to størrelser
Brandsikre batteriskabe er konstrueret til at begrænse risikoen for brand i Li-ion-batterier. De kan f.eks. bugseres ud af bygningen, hvis et batteri antænder. Det minimerer brandskader.

Behovet for brandsikring af batterier er stigende

El-cykler, droner og andet udstyr, der bruger Li-ion-batterier, er kommet for at blive. Derfor er behovet for brandsikring også stigende ude i kommunerne. Det er dog endnu ikke et krav fra forsikringsselskaberne at opbevare og oplade batterier brandsikkert.

Det betyder, at det er op til den enkelte kommune at lave tiltag, der sikrer medarbejdere, bygninger og materiel mod brand. Her kan et brandsikkert batteriskab være en forebyggende løsning. Det minimerer både risikoen for, at en brand opstår og begrænser omfanget, hvis uheldet sker – også når det gælder batterier til medarbejdernes private el-cykler.

Har du brug for rådgivning om brandforebyggelse?